Om mig

Kunst på Møn

Da kunsten for alvor kom ind i mit liv, var det som at være en fugl, der blev sluppet ud af et bur. Jeg kunne flyve frit, og glæden strømmede gennem mig.

For mig er kunsten magisk: Det at dreje en kop, fra at der ligger en klump ler, til at der pludselig er en smuk genstand. Det er magi, et af hverdagens små mirakler.

At starte på et nyt maleri, et hvidt lærred, skaber nervøsitet for mange, har jeg lært mig, men jeg elsker det – det er som at dykke ned i det kølige vand på en varm sommerdag, forfriskende og fyldt med muligheder.

Ugebladet Møn har desuden skrevet en artikel om mig, som du kan se her på side 14.

Men jeg har jo ikke altid været kunstner, trods at jeg altid har elsket at være kreativ på forskellige måder. Mine uddannelser er inden for alternativ behandling, hvor jeg har 5 forskellige. Jeg oplever, at kreativiteten er endnu en måde at udforske sin sjæls længsel, som den spirituelle rejse også er.

Da jeg var 17 år, vandt jeg en konkurrence på en skole, jeg gik på i København, om at lave sæsonens plakat, som blev hængt op i hele København.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål, brug for yderligere oplysninger, eller ønsker du at købe et af mine billeder, er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg sælger gerne ud af mine malerier og fortæller om mine tanker, idéer og inspirationen bag.

Den lange version

For dig, som er mere nysgerrig om mig, skriver jeg lidt mere nedenfor…

Jeg har altid været kunstinteresseret: Som ung i København gik jeg meget på udstillinger og teater. Jeg gik en kort uddannelse på 6 måneder på en skole, som hed “Kreativ linie”, hvor jeg testede flere forskellige udtryksformer og vandt førstepris på vores interne konkurrence med at lave udstillingsplakat, som blev hængt op i hele København.

Men min opdagelsestrang var stor, og de næste mange år rejste jeg det meste af tiden: Jeg vendte lige hjem og tjente penge for at tage afsted igen. Da jeg kom hjem 5 år senere, havde jeg uddannet mig til shiatsu- og massage-terapeut i Australien, boet på et kloster i Nepal og hengivet mig til tibetansk buddhisme i Indien. Jeg åbnede en klinik i København, hvor jeg praktiserede mine behandlinger med stor succes i 4 år.

Jeg mistede inspirationen og flyttede til Sverige (år 2004) som 27 årig, da jeg havde en kæreste dér. Jeg fik to børn og blev skilt igen, men blev boende i Sverige, da jeg elskede den svenske natur. Jeg begyndte at arbejde i Norge med psykisk syge mennesker og gjorde dette i 7 år.

Jeg har altid lavet mest abstrakt kunst og troet, at hvert billede skulle blive en åbenbaring af en dybere sandhed, men det er ikke altid tilfældet. Så jeg begyndte at udforske nettet for at finde inspiration – og det fandt jeg. Jeg begyndte at male landskabsbilleder, og ikke bare et par stykker; jeg stod hele dagen hjemme og malede. Når folk spurgte mig, hvad min plan med det var, svarede jeg, at jeg maler, som om jeg er en kendt og berømt kunstner. Jeg dedikerede al min tid til det. Jeg fik utrolig mange positive kommentarer på dem – til og med, at de havde healende effekt med farverne og lyset, jeg anvender.

Jeg gik også på keramikkursus, hvilket jeg synes er helt magisk – den måde at skabe med sine hænder, fra at have en klump ler, til at få minutter senere have en smuk kop eller skål. Men det blev maleriet, som tog min tid.

Det bedste, jeg ved, er at begynde på et nyt, blankt lærred. Jeg elsker det. At få lov til starte en ny, kreativ proces, som man ikke ved, hvor fører hen. Det er så dejligt: Som en verden af muligheder, som ligger foran ens fødder. Det er en frihed. Men jeg har lidt sværere ved at afslutte processen og være helt tilfreds, så der står for det meste flere forskellige billeder rundt omkring, som er næsten færdige.